Hvad tog vi med os fra NAV TechDays 2019?

Vi har spurgt vores udvikler, Dennis Fredborg, om hans oplevelser til NAV TechDays 2019. NAV TechDays er en konference for udviklere af Microsoft Dynamics 365 Business Central, med fokus på den tekniske del af systemet. Sagt med andre ord: hvordan vi på bedste vis håndterer opgaver for dig og andre brugere af systemet. Her kan du læse Dennis’ svar, og se hvad Microsoft har gjort i denne version – og også få et lille sneakpeak på, hvad du har i vente til næste år.

Hvordan var TechDays i år?

Der var et højt teknisk fagligt niveau. Det var en hel anden oplevelse, end det vi har set de sidste par år. Man kunne fornemme, at arrangøren har hørt vores ønske om, igen at vende tilbage til de gamle NAV TechDays-rødder, hvor konferencen primært henvendte sig til os udviklere. Vi kom hjem med brugbar viden i bagagen, men mest af alt var det godt at blive bekræftet i, at det vi laver til dagligt stadigvæk er relevant i fremtiden. Jeg har også brugt et par dage med nogle gode kollegaer – og det er godt at afslutte en konferencedag med lidt mad og en snak om, hvad vi hver især har observeret på de forskellige spor.

Hvordan kunne du mærke, at niveauet var højere i år?

Med den nye version af Dynamics 365 Business Central er der ikke mange ting, som bliver tilpasset inde i selve systemet. Det er flyttet udenfor Dynamics 365 Business Central. Vi skal altså lære en masse nye produkter at kende, som f.eks. Azure eller Power Automate. Derudover er vi nu gået væk fra det gamle kodesprog C/AL, og den nye systemversion understøtter fremadrettet kun AL-kodning.

Det gør egentligt vores arbejde lettere, men vi skal til gengæld holde styr på flere produkter, og hvad de tilføjelsesprodukter kan gøre for os. Det gælder både i vores arbejde som udviklere, men også i hvilke produkter og programmer, der kan understøtte kundens forretning. Det gør faktisk vores arbejde lettere, men giver os en anden type opgaver i fremtiden. Der er nemlig ikke længere kun ét produkt, som kan det hele – men en masse nye produkter, vi skal holde styr på, særligt hvis noget fejler.

Hvilke 3 ting blev du særligt begejstret for at høre om på konferencen?

1. Intelligent Edge synkronisering af data
Med Dynamics 365 Business Central version 15, som pt. er den nyeste, kan vi nu synkronisere en On-Premversion med en cloudversion uden at tabellerne behøver være identiske. Det vil sige, at databaser og tabeller ikke længere behøver at være komplet ens. Det er meget lettere at synkronisere, fordi systemet nu giver en melding om, hvilke ting den ikke er lykkedes med at synkronisere – i stedet for, at vi skal ind og lede efter felterne. Fordelen for brugeren er, at man nu ikke behøver at vælge hele databasen, og derfor kun behøver at rykke de vigtige data i skyen.

2. Flere åbne vinduer i webklienten, på samme tid
Man kan nu have flere åbne vinduer, og det er noget, vi har manglet! Det lyder helt basalt, men gør arbejdsgangen meget nemmere og hurtigere for kunden. Det giver kunden mulighed for at frigøre eksempelvis et kundekort, hvorefter man igen kan bevæge sig frit rundt i resten af Business Central – alt imens man stadigvæk har kundekortet åbent.

3. Microsoft har været vovede og gjort det ingen troede de turde
Microsoft har flyttet deres baseapplikation ud i deres egen Extension. Det betyder med andre ord, at vi nu er helt væk fra det gamle kodesprog C/AL. Der har været meget snak i branchen om, hvorvidt Microsoft egentligt turde tage det skridt, men Microsoft har alligevel kappet båndet. Spørger du mig, synes jeg er at det er rigtig fedt, fordi det er et vigtigt skridt, for at vi kan bevæge os fremad. Noget jeg særligt observerede på TechDays var, at Microsoft har fokuseret på hastigheden og performance i Dynamics 365 Business Central. De har lavet en masse ændringer, og dét at vi nu udelukkende kan bruge det nye kodesprog AL, betyder at systemets load tider bliver hurtigere og bedre.

Image

Hvilke ting ser du frem til i Wave 1 opdateringen, som kommer i 2020?

Microsoft har endnu ikke meldt officielt ud, hvilke ændringer der kommer i 2020. Vi fik dog lidt indsigt i, hvilke ting de målrettet arbejder på at få lanceret i 2020. Jeg har ud fra det nogle idéer om, hvad de kommer med til den tid. Noget af det jeg ser frem til, er interfaces og noget nyt, som der bliver kalder for Ghosting.

Interfaces kender vi fra andre programmeringssprog, og vi er rigtig glade for at det endelig er kommet til Business Central. Med interfaces kan man tilgå tabeller mv., igennem en beskyttet grænseflade, så man kan bestemme, hvor meget adgang man giver andre personer.

Idéen med Ghosting er, at man gemmer brugerens, og kun henter dataene – hvilket igen er et tiltag, Microsoft har indført, for at gøre hastighed og performance bedre for brugeren af Dynamics 365 Business Central.

Er der noget, som du virkelig mener kan skabe værdi for brugeren med denne version?

Jeg vil gerne fremhæve det her med, at vi ikke længere ”bare” skal tilpasse vores standardapplikation. Vi skal i fremtiden hellere se på, hvad der findes af produkter, som kan løse opgaven for os – og som kan løse opgaven bedre end vi kan. På den måde vil man også opleve mindre vedligeholdelse af systemet, fordi man blot kan kalde det med nogle integrationskald.

Et oplagt eksempel er Power BI rapporter. Ved at koble denne funktion på ens ERP-system, i samarbejde med en Power BI konsulent, kan man få kvalitetsrapportering, da vi som udviklere dermed ikke selv skal gætte os til det relevante data. Et andet godt eksempel på en forbedring er Power Automate.

Med Power Automate kan man uden at skrive en eneste kode, nemt opsætte Dynamics 365 Business Central til automatisk at sende en rapport på mail. Det kunne f.eks. være, at alle ens butikker modtager en mail hver fredag, som indeholder en rapport over butikkens KPI’er. Vi får desuden mulighed for at lave udvidelser af rapporter, akkurat som vi kender det fra Table og Page Extensions. Det betyder, at vi kan tilrette rapporter i stedet for at skulle lave en helt ny fra bunden. Det bliver meget billigere for brugeren, og det giver også mindre vedligeholdelse.

Vil du vide mere?